Barolo vine

Den fantastisk rødvin, som produceres i den Norditalienske region Piemonte, omtales af italiener selv som kongernes vin og vinens konge. Barolo rødvine produceres i kommunerne Barolo, La Morra, Castiglione Falleta, Monforte d’ Alba og Serralunga d’ Alba. Kommunerne ligger geografisk omkring 10 km fra det kulinariske mekka Alba.

Arealet, hvor der må produceres Barolo, er ganske begrænset og derfor produceres der også en relativ lille mængde Barolo årligt. Produktionen afhænger naturligvis meget af de enkelte års udbytte men den generelle produktion fra området ligger gerne på omkring 6 millioner flasker årligt. Det lyder måske som en relativ stor mængde, men sammenligner man produktionen af Barolo med produktionsmængden fra andre store vinområder er det en ganske lav mængde.

Nedenfor ses et billede af vinmarker i Barolo-området.

Barolo vinmarker i Piemonte

Hvordan laves Barolo?

Barolo er altid lavet på 100% Nebbiolo og det er ikke tilladt at lade andre vindruer indgå i produktionen. Nebbiolo er en lidt speciel drue da den har en meget tynd skal og giver vinen utrolig meget tannin. En ung Barolo fremstår derfor også meget tør og generelt lukket i smagen. Derfor bør langt de fleste Barolo vine også ligge en årrække før de nydes. En god flaske Barolo kan i nogle tilfælde gemmes i op mod 50 år.

For at producenterne må kalde deres vin for Barolo, skal den opfylde en række krav som er opstillet i den italienske DOCG-klassificering. Det er nok rimelig indlysende at druerne naturligvis skal komme fra en af kommunerne, hvor der må produceres Barolo. Dernæst er der et krav om, at vinen lagres minimum 3 år inden den frigives til salg. De 2 af årene skal vinen lagres på egetræsfade. Er en Barolo klassificeret som en ”Barolo Riserva” skal den lagre minimum 5 år før den frigives til salg. Dernæst skal vinen indeholde en alkoholprocent på minimum 13% og der må ikke produceres mere end 56 hektoliter pr. hektar.

Opfyldes alle kravene ovenfor, må producenterne pryde deres flasker med det sagnomspundne Barolo-navn. Er etiketterne på flaskerne tilmed forsynet med ordet ”Vigna,” betyder det, at det er en enkeltmarksvin – alle druerne i vinen kommer altså fra den samme mark.

Hvilken mad passer Barolo til?

Det kan godt være svært at sammensætte mad med Barolo vine. En hovedregel er dog, at Barolo passer rigtig godt sammen med retter fra Piemonte regionen.

Det kan anbefales at servere kraftige madretter til den kraftige vin. Det kan eks. være langtidsbraiseret svinekød eller et mørt stykke oksekød. Prøv evt. en Barolo til en Tournedos Rossini eller kalvebrisler med morkler i en syrlig rødvinsglace.

Følg høsten og lær mere om Barolo i videoen nedenfor.

https://www.youtube.com/watch?v=B5vb3o3OKqY&t=287s

Summary
Barolo - Vinens konge og kongernes vin
Article Name
Barolo - Vinens konge og kongernes vin
Description
Bliv klog på Barolo vine, som af italienerne selv kaldes vinens konge og kongernes vin. Lær om hvorfor Nebbiolo-druen er så speciel, og hvordan man sammensætter mad til den sagnomspundne rødvin Barolo.
Author
Publisher Name
Vintønden
Publisher Logo